af Torben Bille
Jeg kan ikke huske præcis, hvornår jeg mødte Nanna Lüders Jensen første gang, men jeg glemmer aldrig det indtryk, hun gjorde. Hun var ikke fyldt 20. Alligevel, eller måske netop derfor, struttede hun af en begærlig livsglæde og en helt egen kombination af sårbarhed og selvsikkerhed, der virkede som en provokation i en branche, der var belagt med teflon og befolket af døgnfluer, der også dengang opførte sig som om de var superstjerner.
Det har været lige efter nytåret 1982-83. I Jørgen de Mylius’ monopoliserede nytårs-tv-show havde Nanna ud af intet mimet til lyden af sin første single ’Om Lidt Så Lægger Jeg Dig Ned’, så det ikke var til at misforstå, at hun også ville lægge verden ned. Hvis den ville. Det ville den ikke. I hvert fald ikke lige med det samme. Verden havde også dengang hørt sangskrivertalenter nok. Og selv de største talenter skal hjælpes på vej af tilfældet. Det indtraf, da dengang ikke slet så kendte, men meget lovende fi lminstruktør Bille August i foråret 1984 bad Nanna skrive titelsangen til fi lmen over Bjarne Reuters hverdagsfantastiske bog om drengen Buster Oregon Mortensen og hans tryllepoetiske opgør med tyngdelov og leverpostejs-Danmark. Da filmen fi k Danmarkspremiere den 4. oktober 1984, fik danskerne en ny landeplage, og Nanna blev med et slag verdensberømt i Danmark med den sang, der siden er blevet paratviden for flere generationer. Singlen blev akkompagneret af albummet ’Små Blå Breve’. Sange som titelnummeret og ’Sammenhold Du’ turde give sig i kast med naivitetens svære kunst. Hverdagspoesibogen blev åbnet og det var som om vi alle kunne have skrevet i den. Den slags kan give succes, og gjorde det. Den vinter var Nanna her, der og alle vegne. Men når man bliver fælleseje, risikerer man at miste sig selv og fortabe sig i forfængeligheden. 
Så Nanna måtte erfare, at selv om hun havde nemt ved at skrive de enkle sange, havde hun svært ved at få plads til at leve det enkle liv. Hun lod sig forføre. Af succesen. Af rygklapperne. Af de hurtige penge. Og af drømmen om at dette ville vare evigt. Hun vidste dog hele tiden, selv når hun iført diva-solbriller tog en taxi ned for at hente en liter mælk, at ikke alt, der glimter behøver være guld. Det kan også være is. Tynd is. Men hun undlod at teste bæreevnen. Endnu. Hun kunne, udefra, virke ambitiøs indtil det utålelige og selvoptaget indtil det hysteriske. I 1985 vandt hun, foran bl.a. veteraner som Sebastian, en Røde Korskonkurrence om at skabe en dansk pendant til ’We Are The World’, de engelske og amerikanske rockstjerners støttesang til Afrikas sultende masser. Hendes slagsang om at give en hånd til Afrika blev det års danske hit, og med på pladen var stort set hele den lokale elite af pop- og rockmusikere, der prøvede at synge den dårlige samvittighed væk. I sikker forvisning om egen urørlighed indspillede Nanna samtidig en række spinkelt melodiske og indadvendte sange, døbte pladen ’Shi-Bu-Mi’ efter de japanske samuraiers stræben efter personlig balance, og så var den ikke længere. Folket ville have ’Buster tager til Afrika’; ikke sange, Nanna bare skrev for sig selv for at komme videre. I dag er det til at høre, at folket tog fejl. ’Hold Ud’ hedder den bedste sang, og hun synger mindst lige så meget til sig selv. Nanna røg ind i overforbrug. Af det meste. Kærlighed, ærlighed, penge, stoffer. 
Men hun var så småt begyndt at lytte mere til stemmerne i sit eget hoved end til anmeldernes dødsdomme over hendes karriere. Kærlighedsforhold kollapsede. Det samme gjorde hendes pladeselskab, da datidens dot.com-boble bristede, men hun holdt den drøm svævende, der hed at synge sig selv fri. Uanset prisen. Som hun sagde: ”Nogle gange vil jeg have lov at spille mit raseri ud og den ulykke, jeg har inde i mig …” Albummet ’Fanny’s Hjerte’ var delvist selvbiografi sk, og Nanna lancerede det med fortæl-alt-interviews af den slags, hun med mellemrum er blevet berygtet (af pladeselskaberne) og berømmet (af interviewerne) for. Med new wave-guitaristen Finn Verwohlt som producer og køligt-lidenskabelig klangarkitekt trådte Nanna ind i fremtiden med en musik, der brugte computere uden at glemme den vigtigeste software - hjerteblod. Nanna fulgte ikke strømmen, hun gik imod den, og den dag i dag hører sange som ’Forår I Fængsel’, ’Jeg Er Min Egen’ og titelnummeret til noget af det mest personlige, der er sunget på dansk. Sådan ville Tove Ditlevsen have lydt, hvis hun havde kunnet synge og havde indspillet sidst i 80’erne. Da den udkom, kom jeg til at skrive, at den plade betyder så meget for kunstneren, at den ender med at betyde endnu mere for hendes publikum. Jeg, og de fleste af mine kolleger, tog fejl. Pladen blev en personlig triumf og en personlig fi asko. Nanna måtte sande, at gode anmeldelser ikke garanterer godt salg. Men folket kan godt tage fejl. Det kan man høre ved genhøret med denne plade, der er en dansk ny-klassiker. 
90’erne har Nanna brugt til at genvinde fodfæste i sin egen virkelighed. Genreeksperiment har fulgt genreeksperiment, fra bossa nova til færøske rytmer. Ikke af forvirring, men af nysgerrighed. I lange perioder har hun ernæret sig som korsanger og arrangør og producerede ved indgangen til årtusindskiftet Anne Dorte Michelsen ’Mørke Vande Lyse Strande’. Engelsksprogede plader som ”mit primalskrig” ’Rocking Horse’ og den meget originale og meget oversete Joni Mitchell-Joan Armatrading-inspirerede ’Honey, I’m Home’ fra 1997 ligger uden for denne opsamlings-cd’s koncept, men afslørede, at hun ikke har mistet det musikalske mod. Og i 1995 udsendte hun, efter at have taget tilløb på ’Åh, Abe’-pladerne, børnepladen ’Prinsesse Himmel-i-Mund’, som den nybagte mor i 2002 forvandlede til en indtagende børnebog med indlagt cd, og som i virkeligheden er en lille, fantasifuld nøgleroman om Lone fra Tonelund, der får stjålet sin mund af en ondtroldmand. Sangene og hele konceptet gav Nanna ny luft, og i maj 2002 fi k hun et treårigt legat fra Statens Kunstfond. Ved tildelingen sagde fondens formand, Kenneth Knudsen: ”Man kan sige, at du blev tidligt megangsramt …” Jeg synger helst om kærlighed, sang den purunge Nanna. Måske uden helt at vide, hvad hun sang om. I dag ved hun, at kærlighed rimer på ærlighed og at begge dele kan gøre ondt. På lytternes vegne vil jeg tillade mig at sige - godt hun ikke altid har været lykkeligt forelsket.Torben Bille